Blade af mit livs dagbog

Af Otto Emil Jensen

Blade af mit livs dagbog, ja det vil jeg kalde disse sider, der rummer så meget af, hvad jeg har oplevet igennem de mange år. Jeg forstår vel, at skal de give fuldt udbytte for den ulejlighed de har kostet mig, må de tages frem nu og da til bedømmelse for ligesom at fastholde erfaringens sande værdi.

Jeg skulle jo skrive familiens historie og egne bedrifter. Min moder havde en vis afstands tagen mod stedmødre og stedfædre af den grund, at hun selv havde prøvet begge dele. Hendes fader var med i krigen 1848 og fik en kugle gennem det ene knæ, han lå på Isted Hede i to dage, inden han blev samlet op, han døde et par år efter, hvorefter min mormor giftede sig igen, så havde min moder både stedfar og stedmoder, hun var da 12 år gammel. Dette var vistnok den direkte årsag til, at hun så noget dårligt i at være stedforældre.

Jeg er bekendt med en tildragelse, fra en af disse krige, men jeg er ikke sikker på, fra hvilken, jeg tror det er fra 1864. Hele Jylland var besat af tyskerne, også Enghuset havde tyskere indkvarteret, disse tyskere havde forlystet sig med gårdfruen, vi kaldte hende Marie Enghuset. Men hun havde været så fiks og betænksom, at hun fik fat i deres våben og uniformkasketter og gemte det for dem, så de var afskåret fra at nægte. Min moder så, da de marcherede ad Ålborgvejen hjemad, de gik efter regimentet barhovedet og uden våben, min moder var da omkring 12-13 år.

Jeg har engang tjent der på Enghuset, som var en fæstegaard under Stamhuset Sæbygaard. Det kammer, jeg boede i, var beliggende i udhuset, hvor der var stald og hønsehus samt vognport. Marie Enghuset, som hun hed i daglig tale, var enke efter strandfogden på denne del af stranden, mit soverum var da i strandfogdens tid brugt til ligkapel for de strandvaskere der drev ind på stranden, jeg må dog sige, ingen af dem har forstyrret min nattesøvn.

Da jeg var ca. ni år var det nødvendigt, at jeg kom ud at tjene. Menneskene i vore tider kan ikke forestille sig, hvor småt småkårsfolk kunne have det, lige et par ord, som nok kan fortælle den efter tænksomme lidt om tiderne dengang. Min moder har sagt mig at, min fader inden han blev syg og ikke kunne mere, han havde stået en hel dag 10 -12 timer og tærsket med pleil for 16 øre, dengang 8 skilling. Tiderne var sådan dengang at enhver der kunne gøre nytte måtte tage del i arbejdet for at lette budgettet.

Det må have været i 1898 jeg fik plads i Skølstrup, hos Lars Skølstrup Lønnen for sommeren maj til nov var 15 kr. og tror jeg et pund uld. Skolegangen var i Øksenhede skole vistnok en halv mil at gå, men den skolegang voldte ikke meget besvær, for det var sommer halvåret kun en halv dag om ugen, og kom vi ikke betød det heller ikke noget, to halve år gik jeg i Øksenhede skole, og et halvt år i Volstrup skole, resten af min skoletid var i Knæverhede skole, der var min hjemsteds skole.

Der var en tildragelse fra den tid jeg tjente i Skølstrup jeg husker tydeligt, det må have været om efteråret, for det var medens æblerne begyndte at få røde kinder. Det var efter, at kornet var kommet i lade, og kreaturerne gik løse, jeg skulle gå i marken hos dem og vogte på, at de ikke forså sig på de andre afgrøder, roerne som de kunne lugte på lang afstand. På nabogården boede hr og fru Jensen og deres to børn Hans og Ebba, en eftermiddag sendte fru Jensen Ebba der dengang var 5-6 år, ud i marken til mig med æbler i sit forklæde, det gjorde mig bange men også flov. Jeg havde nemlig i middags Stunden været inde i deres have og samlet æbler til at tage med i marken. Fru Jensen må have set, at jeg havde været på ulovlige veje, men for fin til at lade mig høre for det. Fru Jensen var datter af skolelæreren i Badskær.

Jeg skulle jo skrive ”Hestens historie” og så lidt om egne og familiens bedrifter, men endnu er det ikke blevet til andet end, at papiret dynger sig op her ved siden af mig, men nu går det heller ikke længere, for så bliver jeg jo ikke færdig. Den mand, som har lavet hesten, hedder Ernst Christensen. Jeg besøgte ham, da jeg var soldat i 1910, da boede han i Valdemarsgade 32 Aalborg, han har været gift med en søster til min moder, han havde en datter, med sin første kone, som hed Johanne, hun kom hjem til fader og moder at bo, da hun ikke havde det godt med sin stedmoder, jeg var 5-6 år gammel, hvordan hun kom hjem til os ved jeg ikke, men jeg ved at fader og moder vækkede mig en aften, jeg havde min soveplads i foldbænken. Jeg ved ikke, hvor Valdemar lå, jeg husker det ikke, men jeg blev vækket og Johanne der den gang må have været 12-13 år gammel blev puttet ind under dynen til mig og jeg blev skamfuld som jeg aldrig havde været før, men allerede næste aften havde hun fået et andet sted at ligge, jeg husker ikke hvor.

Johanne fødte en dreng som blev opkald efter hendes fader Ernst Christensen, han fik et godt hjem hos min søster Antomine og Anders Olsen, så vidt jeg ved lever han ikke mere. Hans mor blev gift med en skrædder fra Aalborg, de flyttede senere til Roskilde, hvor han fik forretning. Johanne døde for en snes år siden og han også, da han var flere år ældre end hende.

Efter min fader i 1896 var død, gik der 4 -5, år så giftede min yngste søster Antomine sig med Anders Olsen, og da min moder havde svært ved at drive mit fødehjem, overdrog hun det til de nygifte. Besætningen der fulgte med bestod af 5 -6 køer og to heste.

Efter at de havde haft ejendommen i nogle få år, var de ude for sygdom hos køerne, som blev syge en ad gangen, med få måneders mellemrum. Dyrlægen der tilså dem, kunne ikke nogen sygdom, da to af dem var døde, og den tredje også blev dårligere, sendte man den til exportslagteriet i Frederikshavn til obduktion, men til ingen nytte, da dyret ingenting fejlede. Min ældste bror Jens Severin og svogeren Anders Olsen, blev da enige om, at rejse til den kloge kone i Løgstør. Jeg har den gang været i konfirmationsalderen og tjente da i 2 år i Engbækgaard ca. 1 mil derfra.

Det var aftale mellem min bror og svoger at turen til Løgstør skulle foregå i dybeste stilhed, der gik 10 år før jeg fik noget at vide, og det var meget sparsomt. Men i 1957 mere ned 50 år efter, fik jeg min ældste broder Christian til at fortælle, hvad der var foregået. Da de var kommet ind og havde fået sig bænket, begyndte de, at lede efter ordet for at forklarer, hvad deres ærinde var, men hun kom dem i forkøbet ved at sige:” Jeg havde ventet Eder, jeg vidste, I ville komme,” og om hvis de ville se den der var skyld i det hele, kunde de få hende at se i vandspejlet i en spand vand. Dette afstod de fra, og de vilde være glade, om de blot kunne få standset væsnet. Min ældste broder Jens Severin, der fortalte dette er død nu, men min bror Christian hørte Jens fortælle det i Hørby hvor også Valdemar var til stede. De fik at vide, hvad de skulle gøre, for at hun ikke skulle komme igen Dyrene blev ikke siden syge, men hvad de skulle gøre for at hindre dette, har jeg aldrig kunnet få at vide.

Når jeg nu er ved at fortælle om den tid der, et par år efter min faders død, tiden op til århundrede skiftet, husker jeg missionær Sommer der holdt nogle møder i Sæbygaards mølle, og samtidig med at han missionerede tog han sig af tilhørernes legemlige skavanker. I den anledning måtte han af og til, møde op hos politiet i Sæby.

Jeg var flere gange med min moder til disse møder, det var jo så kort tid efter min faders død, så det kan tænkes at det af den grund betød noget særligt for hende. Jeg lærte i disse år møller Carlsens familie at kende, de havde 5 døtre, hvoraf jeg lærte de 3 yngste at kende Ida, Thyra og Olga, den mellemste troede jeg i flere år at skulde forenes med i et ægteskab, men jeg antager, at jeg ikke var god nok, for da hun havde ventet i fem år gjorde begyndelsen til at få afsluttet betænkelighederne vilde skæbnen at jeg blev arbejdsløs og måtte rejse fra egnen, jeg havde fået arbejde på Møn. Denne møller Carlsen var min husflidslærer i to vinterhalvår, besøgte mig senere i København, hans datter Ida boede i Køge.

Som det står skrevet overdrog min moder hjemmet til Antomine og Anders Olsen, men hun havde stadig farmor, som var gammel 89 år, tror jeg. De og Karoline flyttede ind i et nyt hus der var bygget på en grund, der var stykket ud fra mit fædrene hjem, det ligger på hjørnet af Aalborgvej. Karoline begyndte systue og moder gik i haven på Sæbygaard, men det har nok alligevel ikke kunnet svare regnskab, jeg formoder at det var det, der gjorde det, for Karoline flyttede til byen og begyndte fransk vask og strygning, og moder flyttede til Sæbygaard, hvor hun fik en stue for sig selv Der boede i forvejen en anden enke i samme hus, så arbejdede de på gården. Men hun havde alligevel ikke de vilkår hun kunne ønske sig, og så købte hun huset Aalborgvej 38, hvor hun boede indtil hun døde i 1914. Jeg kan takke min moder for, at jeg fik lov at lære et fag, det havde ikke kunnet lade sig gøre medens fader levede. Han havde ærgret sig så mange gange, når han på vejen mødte de rejsende svende, der gik og betlede sig frem og madpakkerne de fik, smed de gerne i vejgrøften, og det var ikke noget at sige til at det ærgede ham, der sled så hårdt for det nødvendigste til familien og sig selv. En sag har jo altid to sider, og moder har altså også kunnet se bagsiden.

Jeg har kun ganske løseligt nævnet bedstemor hun har boet hos os vistnok lige siden mor og far overtog hjemmet ved bedstefars død, hvor mange søskende der var ved jeg ikke. Nord Anders, Nord Niels, så var der en til, der boede et sted mellem Ørtoft og Syvsten (Nikoline indsat af Tage Bøgh) men om det var konen eller manden ved jeg ikke, men Denne bedstemoder eller også var det hendes mand kom fra Norge. Deraf navnet Nord familien.

Jeg var imidlertid blev 15 år, og efter at jeg i to år havde tjent på Engbækgård, hvor der absolut ikke blev taget noget hensyn til tyendet, kom jeg til Sæbygaard som røgter, og den overgang fra slud og kulde til en varm kostald, tålte jeg ikke, jeg fik gigtfeber.

Ja nu har jeg skrevet om vores familie, og håber du kan få sammenhæng i det. Der er så mange forgreninger og de har alle krav på omtale for helhedens skyld.

Første led. Oldefar og Oldemor der kom fra Norge (oldemor Kirsti Zacariassen født i Stokke Norge, indsat af Tage Bøgh)

Andet led. Hans søn, der kørte rund med fisk giftede sig med en dansk kvinde, og blev bedsteforældre til mig (Jens Andersen født i Grønhøj, Flade sogn, mødte Cathrine i Understed præstegård)

Tredje led. Nord Anders, Nord Niels, og vist nok en til.

 Resten kommer her indsat af Tage Bøgh:

Anders Christian Jensen                          

Kirsten Marie Jensen                               

Amalie Jensen

Hans Christian Jensen

Nekoline Jensen

Maren Kirstine Jensen

Niels Christian Jensen

Christian Jensen

Desværre må jeg bekende at, der er en slægtning jeg helt har forbi gået, jeg har aldrig set ham, han rejste til Amerika før jeg blev født, og han må være broder til min fader, hans navn må være Hans Christian Jensen, jeg har hørt tale om ham, men aldrig set ham. Hvis dette er rigtigt, har det været hans søn der gæstede København 1956, jeg var i frihavnen, da skibet afgik tilbage til Amerika, jeg talte med ham, han hed James Chr. Jensen, og som var min fætter, om Hans Christian Jensen, nogensinde gæstede Danmark ved jeg ikke.

Ovennævnte er skrevet til Oscar Otterman Skagen, søn af Carl Christian Jensen, nevø til Otto Emil Jensen.

 

Renskrevet og sammensat af Tage Bøgh, julen 2008