Risgaardhuse.dk

 

Dette er en privat hjemmeside - sidens indehaver, forfatter, fotograf, redaktør, m.m. er: Tage Bøgh Jensen                © Tage Bøgh

Niels Chr. Skånved

Gården Hale lå i den nordlige del af Hørby sogn omklamret af nabosognene Karup, Gærum og Lendum. Fra denne "enestegård" matr. nr. 1a udstykkedes op gennem 1800- tallet flere bebyggelser: Halehus, senere V. Hale, friskole "Godthåb", Hale mølle, Skrædderhuset, Smedehuset. Af dette lille samfund, der nok har ligget i udkanten af sogneforstanderskabets bevågenhed, er nu kun tilbage et par af de synlige rester, et vejskilt, et par tilhyllede købmandsvinduer – og ellers et mylder af minder.

Hale Mølle.

Vejskiltet med Hale Møllevej er kun et af se meget få tegn tilbage fra det lille lokalsamfund, der her omkring århundredeskiftet voksede frem med mølle, skole, smedje og postsamlingssted

Hale Mølle er smuk og majestætisk i mindet, som den lå der på et højdedrag bygget på en jordvold med stendige omkring. På denne vold kunne man færdes når der skulle på - eller afsejles vinger. Ligeledes skulle den sikre dyr og mennesker mod at blive ramt af vingerne. I kværn huset var der halvmørkt, kun et par enkelte strålebundter af lys trængte ind gennem de to små vinduer. Endnu husker jeg det gyldne mel støv dirrende i sollyset og endnu mindes jeg den knirkende og knagende lyd af hjulværk og den rystende og snurrende rummel fra kværnakslerne blandet med den susende lyd af faldende korn ned gennem skakten fra kværnloftet.

De fleste af døgnets timer måtte tages med, når der skulle sigtes mel og pilles gryn, og når der var vind til det. Når korn sækkene havde hobet sig op efter vindstille perioder, og folk var udgået for mel og brød, måtte mølleren tit arbejde i flere døgns dage og nætter og helst med alle kværne, dersom vindstyrken tillod dette.

Selve mølle huset var indrettet som et stort lagerrum med opmurede vægge og med dobbeltdør, som mel sækkene kom ind og ud af, herinde var også alle kværntudene, hvorpå sækkene blev spændt.

På mellemloftet eller kværnloftet stod alle kværnene: to granitkværne, og en sigtemelskværn, en lille grynkværn og pillekværnen. Her var også sigten, en aflang kasse, 3-4 m lang og 1-2 m bred.

Inden i den gik tromlen, som var betrukket med flor, der var opspændt på tromlen, heraf navnet flormel. På siden af kassen var der en stor lem, hvor man kunne udtage melet. På den ene ende var der en hov, hvori det fint malede korn tømtes og langsomt gled ind i tromlen.

Når mølleren holdt fyraften stillede han møllevingerne i kors, for så havde han staks den ene vinge ved hånden, når han næste morgen begyndte opsejlingen af møllen. Hvis der var udsigt til torden eller storm, stillede han møllen i saks, dvs. møllevingerne stod åbne foroven. Det var samtidigt et tegn til folk om, at det ikke kunne hjælpe at komme til mølle den dag, for da var mølleren ikke hjemme eller bildede han. Dette var et nødvendigt arbejde, der bestod i at hugge eller uddybe furerne i kværnestenene, og dertil brugtes en bildehammer eller krusehammer, der bestod af et hoved og skaft. I hver ende af hovedet var der et hul, hvori bildemejslerne kunne isættes.

Mølleriet i Hale har sikkert ikke været af de mest givtige. Mange salgsskøder vidner om, at den har skiftet ejer med jævne mellemrum. Måske blev den ikke bygget på det rigtige tidspunkt, 1898. Egnen var dækket ind, og desuden var vindmotorerne ved at holde sit indtog.

Friskolen " Godthåb"

På naboejendommen til Hale mølle, skrives der den 29. august 1887 skøde fra Niels Chr. Pedersen Hale til friskolelærer Jens Chr. Pallesen, der dermed viderefører en virksomhed, han ni år forinden havde startet i Gundestrupgårds storstue med en godt besøgt barneskole og med aftenskole for ungdommen.

Jens Chr. Pallesen var født 13. marts 1858 i Damhuset nær Hørbylund. Hans lyst til det boglige, men da forældrene var fattige, måtte andre træde til for at hjælpe den opvakte dreng på vej, således at Jens Chr. Pallesen kom på den nyoprettede Stenum Højskole, der snart blev er af den grundtvigske bevægelses støttepunkter i Vendsyssel. Her opholdt Jens Chr. Sig i flere år og hjalp til sidst med undervisningen i flere fag.

Da han vendte tilbage, var det til en egn, hvor den grundtvigske bevægelse havde slåer an for alvor med en central skikkelse i lærer H. J. Henriksen, Højstrup skole i Torslev sogn tæt ved Hørby sogn.

Man var på egnen stærkt optaget af friskoletanken og for højskolens betydning for ungdommens undervisning og opdragelse. Planer om at rejse en højskole i Stokbro med Morten Eskesen som forstander strandede på økonomien.

Betydeligt nemmere var det at få en friskole etableret. I den nordlige del af Hørby sogn var betingelserne tilstede. Her var ingen skole og børnene måtte søge udensogns ad lange og besværlige veje til omliggende sognes skoler, der ikke alle var lige gode. Beboerne i Gundestrup og omegn opfordrede derfor Jens Chr. Pallesen til at starte friskole i storstuen på Gundestrupgård.

Snart måtte han med sin skole flytte til et lille hus på Gundestrup mark. Her var to små stuer med lerstampet gulv, men også her blev der efter et par år for trange kår og med støtte af lokale beboere, bl.a. af Jens Hansen Trøderrupgård, Kr. Jensen Nymark, og Niels Chr. Pedersen Ø. Hale lykkedes det at opføre skolebygningen " Godthåb ", og her gik det godt med friskole indtil 1892, da Hørby kommune byggede tre nye skoler i sognet, bl.a. Gunderup skole, og herved blev børneflokket reduceret betydeligt i friskolen. Til sidst var kun 14 – 16 elever tilbage, og Pallesens indtægter blev endnu mindre.

Nu bestemte friskolefolkene, at de ville udfører et endnu større ungdomsarbejde i højskolens ånd og lod derfor en større forsamlings sal opføre ved den sydlige ende af skolen. I denne sal blev der i en årrække afholdt en mængde store og betydningsfulde møder der hørte til de mest besøgte i Vendsyssel.

Pallesen holdt selv foredrag både hjemme og ude. Forfatteren Jens Thise skriver i sine erindringer, at han hørte ham ved et møde på Stenum Højskole, jeg husker ikke emnet, men personen – et blegt ansigt indrammet af et sort skæg, men jeg tror, jeg aldrig har set ind i to så varme og sjælfulde øjne.

Både Pallesen og hans kone Ane Cathrine var store idealister, og de gik op i arbejdet sammen, hun i gymnastik og syning for unge piger, han med gymnastik og skyttesagen. Der kunne godt afsluttes med dans i salen til stor forargelse for egnens missionsfolk, men Jens Pallesen der var afholdsmand, overvågede strengt, at alt gik sømmeligt til, og i den naturskønne egn ved Hale skov og eng, rørte der sig et muntert fritidsliv med skydning, gymnastik og sang.

I en del år blev der således udrettet en betydelig gerning blandt denne egns ungdom, men kræfterne svandt for Jens Chr. Pallesen, og den 14. januar 1906 døde han, 47 år gammel og blev begravet på Hørby kirkegård.

Ane Cathrine lagde alle sine kræfter i for at holde møderne og ungdomsarbejdet i gang. Det lykkedes for hende i flere år, men det var et hårdt job for en enlig mor med flere ukonfirmerede børn. Senere fik hun ansættelse ved Hørby sogns skolevæsen som håndgerningslærerinde ved de fire skoler. Den ene dag måtte hun trave til Gundestrup og Hørby skoler og den næste til Estrup og Badskær skoler, til en løn på 200 kr., årlig.

I 1924 solgte hun Godthåb til Thornshede Husmandsforening. Der har i bygningen senere været bageri og sidst købmandshandel.

Drengeår i Hale.

Mine allerførste drengeår er tilbragt trygt og godt, dels i Hale mølle, dels i friskolen Godthåb. De var kun adskilt ved en tjørnehæk, og når jeg var ked af at være hos min far, var der ikke langt ind til fru Pallesen, hvor en lille fyr altid blev trygt modtaget med små godbidder.

Jeg mindes senere drengeår i salen ved friskolen, hvor Thornshede Husmandsforening havde deres møder med foredrag om høns, havbrug, kvæg og markbrug, lysbilleder og filmfremvisning ved hjælp af carbidlys og håndsving, uforglemmelige for 5 -6 årig. Min far, der i flere år var formand for Husmandsforeningen, var af den mening, at børn havde godt af at se, høre og lære, hvor det kunne lade sig gøre, om det så var Larsen – Ledet’s afholdsforedrag eller det drejede sig om høns. Oplysning kunne man ikke få nok af, var min fars mening.

Mine første drengedage i halen af Hørby sogn har efterladt varme og endnu levende minder. Her i cykelalderens absolutte frembrud mødte jeg også automobilet, et stort og flot eksemplar med et gevaldigt signalhorn på siden og store lakskinnende carbidlygter og med messing for og bag og ført af den rejsende fra cykelfabrikken " Koldinghus ". Min far, mølleren, lappede og forhandlede cykler, mens han gruttede korn.

Varmt og endnu levende er minder fra besøgende på nabogården Ø. Hale, en stråtækt herlighed med hyggelige mennesker, en gammelverden, den gamle, hollandske vindmølle, vingeløs ganske vist, men herlig som lege og tumleplads, den fredede gravhøj med åbent kammer, brugt til kælder og kartoffelkule og gysende at gå på opdagelse i.

Gysende var det at gå på opdagelse i den store grusgrav i hjørnet af Møllemarken, hvor skrænterne kunne skride faretruende, men blottende en af oldtidens urnegravpladser indimellem, og aldrig senere har jeg set så mange bakkesvaler som her i skrænterne i møllebakkens grusgrav.

Men aldrig lykkedes det at grave mig ind til bare en enkelt af svalernes reder.

Niels Chr. Skånvad

Født 24. juni 1907

Hale mølle, Hørby sogn.