Slagtningen af julegrisen og tilberedningen af pølser.

Julen er vel nok den af årets højtider, hvortil der helt fra gammel tid har knyttet sig flest traditioner, der kan være meget forskellige fra land til land, ja, fra egn til egn. Lad os gå 100 år tilbage i tiden og høre lidt om, hvordan man fejrede jul på en af de gamle gårde her i sognet.

Der var mange arbejder, der skulle være tilendebragt, før man med god samvittighed kunne holde jul. Derfor begyndte man lang tid i forvejen, allerede i november måned. Slagteren var som regel en husmand fra egnen, der havde det som bierhverv at gå rundt til gårdene og slagte for folk. En dygtig slagter var der rift om, så han skulle bestilles længe i forvejen, særligt ved juletid, hvor han havde højsæson. Han skulle kunne sin håndtering - vide at stikke grisen, så alt blodet løb af den, før den var helt død. Blodet skulle jo bruges til blodpølse.

Mens det var mandfolkenes opgave at hjælpe slagteren med at indfange og holde grisen, at skolde og skrabe den, så var det altid kvindernes arbejde at tage imod blodet. Det var som regel storepigen det hverv betroet. Hun skulle opfange blodstrålen i en træbøtte og samtidigt røre hurtigt rundt med hånden eller en træslev - ellers løb det varme blod sammen i en klump, koagulerede som det kaldes og så var det ubrugeligt. Senere blev der rørt byggryn i, og massen blev sat hen til næste dag.

Når grisen var skrabet, blev den hængt op på en stige med bagbenene opad og bugen fremad. Slagteren skar den op og fjernede alle indvoldene, der blev båret ind til kvinderne i bryggerset. Resten af slagterarbejdet var overladt dem at udføre. Imedens de gik i gang i køkkenet, satte mandfolkene sig inde i stuen til frokostbordet. Måltidet var enkelt, det bestod som regel af rugbrød med fedt, dertil spegesild, øl og nogle dramme. Og så fortaltes der ellers historier om hvad der var sket i sognet, siden sidste slagtning, jo flere dramme jo værre historier.

Det første arbejde, kvinderne gik i gang  med, var rensning af grisens tarme. Først blev indholdet skyllet ud, et neddrægtigt og ildelugtende arbejde. Tarmene blev krænget, så vrangen vendte udad. Nu skule slimen renses af tarmvæggene. Det forgik på følgende måde. Man lagde ærtehalm i en vidje kurv, kom de tømte tarme op i halmen, hældte lunkent vand over, og så måtte lille pigen, barbenet op i kurven og trampe hurtigt op og ned i denne. Det var march på stedet og en effektiv måde at få dem renset på. Til sidst blev de natten over lagt i koldt vand sammen med en urtekvist til at tage den sidste rest af lugten. Næste dag lavede man så selve blodpølsen.

Blodmassen blev foruden grynene tilsat mel, mælk, krydderier, salt, sukker, hakket løg, fedtterninger og rosiner. Tarmene blev skåret i passende længder og fyldt 3/4 med pølsemassen. Til lukning brugte man pølsepinde, som var torne fra slåenbuske. Det var skik, hvis der var en gammel bedstefar på gården, så blev han og børnene i god tid før slagtningen sendt ud for at samle mindst 100 at disse torne. Hjemme blev de afbarket, pudset pænt af, spidset og svedet i enderne, hvad der gjorde dem mere holdbare. Pølserne kogte man i den store gruekedel i bryggerset. de skulle koges ved svag varme, ellers revnede de, og det gode indhold flød ud i vandet og gik tabt. Det var en kritisk stund, når blodpølsen kogte, og som sædvanlig i sådanne tilfælde var der knyttet bestemte skikke hertil. Blandt andet måtte man ikke tale sammen under kogningen eller nævne pølserne ved deres rette navn. Milten blev kogt sammen med dem, den kaldtes for " pølsepasseren" og skulle forhindre troldtøjet i at forgribe sig på dem. Man mente også, den beskyttede pølser mod at koge itu.

Nar pølserne var færdigkogt, steg de op til vejrs og blev straks fisket op, lagt på store fade og holdt varme til om aftenen, hvor pølsegildet forgik. Det var en begivenhed, som alle på gården så hen til med stor forventning. Heri deltog alle gårdens hjælpere, gifte som ugifte, naboer, slægtninge og venner. Der blev spidst masser af blodpølse, der af de fleste blev regnet for en stor delikatesse. De blev nydt med sirup eller sukker til, og skyllet ned med øl og brændevin. Der severedes også medister, ribbensteg og anden kødmad. Dette pølsegilde var så at sige husmoderens årlige eksamen i madlavning, idet der var skarp konkurrence mellem husmødrene om, hvem der lavede den mest velsmagende blodpølse.

Om julemad og om at " tigge sul"

Når man på gårdene skulle slagte ved juletid, var det ikke små magre bacongrise, der skulle lade livet, men nogle ordentlige krabater, der omtrent et år gamle og vejede henimod 400 pund. Det gjaldt jo om, at der blev nogle gode stykker sul at lægge i saltkarrene i kælderen. Det var den eneste opbevaringsmåde af kød og flæsk, man kendte dengang. Der blev også nogle store flæskestege og ribbenstege til juledagene, hvor man så vidt muligt undgik det salte flæsk, der ellers var en fast middagsret resten af året. Også på anden vis blev der gjort indhug i flæskebeholdningen. Det var nemlig skik og brug at fattigfolk ved juletid gik rund på gårdene og "tiggede sul", som man kaldte det.

Der var ikke meget, som gik til spilde af grisen, når den blev slagtet. Grisens hjerte, nyrer, lever, og lunger blev kogt og hakket til finker, der var en daglig ret, især her på egnen. På dårlige madsteder kunne finkerne strækkes i det uendelige ved at komme madrester i dem. Man opbevarede dem i stenkrukker med et fedtlag over, vendte bunden i været på krukken og stillede den sådan på hylden i mad kælderen, så kunne musene ikke komme til at æde af dem. Mus og rotter var der jo alle vegne på de gamle gårde. Hen ad foråret, når det blev varmere, kunne det hænde, at finkerne var noget lådne af mug, man var ikke så kræsen, de gled ned alligevel.

De gode kødstykker blev stegt som flæskesteg, de ringere hakket til spegepølser og medister, alt hakket i hånden med kniv. Kødhakkeren kom først frem omkring 1890. Der skulle mange armkræfter til dette arbejde, derfor fik koner og piger sommetider hjælp af en af karlene. Af svinehovedet lavede man sylte, som der blev spist meget af i juledagene. Den blev også uddelt som gave til de fattige og tiggerne.

Om det så var hjernen, kunne den bruges. Den blev brunet på stegepanden og serveret som ekstra lækkerbisken for husbonden, eller den blev brugt som vognsmørelse. Endog galden fandt man anvendelse for, galdesaften kunne bruges til at fjerne pletter på tøjet, vel nok på grund af dens fedtopløselige evne.. Men man brugte også at binde snor om den og hænge den op i kostalden, hvor dens stærke lugt havde somme gode virkning som gedebuk, man som regel havde gående i stalden, idet man mente, at stanken fra bukken holdt den frygtede kvægsygdom kalvekastning borte. Svineblæren blev tømt og pustet op og hængt til tørre på loftet til senere brug.

Et andet helt uundværligt husdyr var fåret. Der blev om efteråret slagtet flere af dem, kødet blev spist fersk eller røget, ulden bearbejdet til klæder, men det vigtigste var tællen fra fåret. Den lavede man nemlig lys af. I et land som Danmark, hvor der er så mange mørke og korte dage, var det meget vigtigt, at man havde en stor beholdning af lys. Af den fineste tælle blev der støbt julelys samt et specielt tregrenet lys til brug Helligtrekongers aften. Af den urene tælle lavede amn nogle tynde lys, der blev kaldt pråse. De blev brugt ved det daglige arbejde, f.eks, når man gik i kælderen for at tappe øl, eller når de ældre skulle ud om aftenen i et lille ærinde. Derfor blev de kaldt " Oldemors pesselys".

Der var megen fattigdom dengang, mange børnerige familier med mange munde at mætte, ingen offentlige sociale institutioner at henvende sig til. man kunne kun håbe på privat godgørenhed, og man vidste, at ved juletid nænnede ingen at afvise folk. Der var her i sognet mange ældre som levede som almisselemmer, nogle boede i simple jordhuler. Juleaftensdag gik konerne hjemmefra ganske tidligt om morgenen, de havde to hankekurve med, een på hver arm. I den ene kom de flæskestykker, i den anden grovbrød. Det gjaldt om at komme blandt de første til gårdene, da de uddelte portioner blev mindre op ad dagen, desuden skulle man jo gerne nå hjem inden aften.

Om julerengøring, overtro og dyrenes jul.

Mens det hidtil var gården kvinder, der havde travlt med juleforberedelserne, var det juleaftensdag mandfolkenes tur til at tage fat. I staldene blev der muget ordentligt ud, gulvene fejet, renset og strøget nyt sand. Der blev skåret hakkelse til hestene til flere dages forbrug. Køerne blev striglet og gnedet på tænderne med en blanding af sod og salt, det skulle give en god trivsel i det kommende år. Over stalddøren hængte man stål, og der blev tegnet et kors med kridt, så turde hekse og troldtøj ikke gå ind af døren og forgøre dyrene, så de blev syge og døde.

Henad aften fik alle kreaturer et godt måltid, og de blev overladt til sig selv indtil næste morgen. Julenat fik dyrene mæle og talte sammen, så derfor måtte inegn mennesker komme i stalden og forstyrre dem. Lænkehunden var der også sørget for, den fik juleaften samme mad som menneskene på gården, steg og risengrød. Man holdt nøje, med hvad hunden åd først. Var det grøden, sagde man, at pigen på gården blev gift først, var det stegen, blev karlen gift først.

I stuehuset var der også gjort rent i alle kroge og strøet frisk sand på gulvene. Udenfor ingangsdøren, ja endda i hønsehuset, at hønsene kunne også fornemme, at det var jul. I dagligstuen var langbordet dækket med hvid dug, tallerken, kni, gaffel og ske til hver person. Til dagligt blev maden serveret på en bøgebrik på den bare bordplade. Midt på bordet lagde man 3 sigtebrød oven på hinanden, de blev liggende der alle juledagene som symbol på, at der ikke måtte mangle mad i julen. På bordet blev ligeledes stillet to store messinglysestager. De havde til dagligt plads på stolpeskabet, men i anledning af julen blev de flyttet ned på bordet. I hver af dem var et lys, der brændte under hele måltidet. Det ene var for husfaderen, det andet for husmoderen, ingen af dem måtte brænde ned før måltidet var afsluttet, ellers ville vedkommende dø inden et år.

Når så endelig alt var i orden, porte og døre forsvarligt lukkede, vaskede man sig  omhyggeligt og tog det pæne tøj på. Julebad, som man kender fra vore nordlige nabolande, hvor badstuen var almindelig brugt, hører man ikke meget om her i landet, men vi har vel alle hørt vendingen " Renlighed er en ting, sagde kællingen - hun vendte særken juleaften.

Al unødigt arbejde skulle undgås i juledagene, ingen hjul måtte gå rundt, hverken slibesten eller rokkehjul. Kvinderne måtte ikke sy, så fik de buldne fingre, sagde man. Det var ikke skik at gå i kirke juleaften. Det gjorde man første juledag. Derimod sang man efter juleaftensmåltidet nogle salmer. En gammel mand her fra egnen har fortalt hvor stort indtryk, det gjorde på ham som barn, når han juleaften i forældrenes stue hørte folkene synge sammen. Det var gårdens 3 piger, 3 karle, 3 husmænd, røgteren, faderen, moderen og de fire søskende. Det skete kun den ene gang om året, og det var for ham det mest højtidelige ved julen.

Om brygning, bagning og "julerente".

Brygning af juleøllet var et af de første arbejder, man tog fat på før jul. Hver gård bryggede sit eget øl, som der blev drukket mængder af dagligt for bedre at få saltmaden til at glide ned. Men til jul bryggedes der en særlig tønde øl, som var stærkere og sødere end daglig øllet, fordi der kom malt i, også honning blev der tilsat. Denne juletønde tappede man af hver dag i julen. Det var kvindernes arbejde at brygge øl, et omstændeligt og anstrengende arbejde. En af de sidste dage før jul forgik julebagningen i gårdens store bageovn, dog aldrig den 21. december, hvor solen vender sin bane, for da kunne det hænde, at brødene vendte sig i ovnen, - ja så var hele bagningen mislykkedes.

Da det var en lang og besværlig proces at varme ovnen op, stod husmoderen og hendes piger op midt på natten for at starte bageriet. Man bagte gerne til en måneds forbrug, mest rugbrød eller grovbrød, som det hed dengang. Til daglig spistes der udelukkende grovbrød. Men til jul skulle der også bages en mængde sigtebr�������������d, fintbrød, som der blev serveret i alle juledagene.

Lillejuleaftensdag bagtes mængder af æbleskiver, af mindst et par kilo mel, noget smør, mælk og æg. Alle på g��rden fik en portion at råde over til egen fortæring, men der blev også lillejuleaften sat store fade på bordet sammen med sylte, rødbeder og sigtebrød til fælles spisning. Desuden stod der altid et fad med æbleskiver parat til gæster, der kom indenfor døren i julen. Ingen måtte bære julen ud, som man sagde. Alle blev beværtet med en æbleskive, øl eller snaps.

Når rugbrøds og sigtebrødsbagningen var overstået, kom turen til pebernødderne. De blev lavet af sigtebrødsdej tilsat honning og krydderier. Senere, da man begyndte at bruge hvedemel og bage hvedekager, blev de lavet af hvedemel. Disse pebernødder var meget populære hos børnene, som fik lov til at være med til at lave dem, de fik også en god portion hver at holde hus med. De blev bl.a. brugt som indsats i forskellige spil, man morede sig med juleaften og resten af juletiden. De er i det hele taget en af de ældste og mest udbredte julegodter, der kendes. Også klejnerne, der blev kogt i usaltet fedt, er en gammel julesmåkage. Den kendes mest i Norden.

Endnu længere tilbage i tiden bagte man resterne af rugbrød et fladt brød, kaldet kavring. De blev sat i ovnen, når den egentlige bagning var overstået. Ved eftervarmen tørrede de langsomt igennem. De kunne holde sig længe, et halvt år eller mere, men de var hårde at bide i. Man ved, at når kongen i 16 -1700 - årene forberedte krig, gik der bud til befalingsmændene på de forskellige borge, at de skulle give de omkringboende bønder besked på at bage kavringsbrød af så og så meget mel til proviant til soldaterne og flådens mandskab.